Frivillige
I Dansk-Tanzaniansk Netværk for Undervisning har vi haft frivillig fra Danmark i Tanzania. Vi hjælper med at skabe kontakt mellem engagerede mennesker fra Danmark og skoler i Moshi, hvor frivillige kan bidrage med deres tid, viden og engagement.
Som frivillig kan du være med til at støtte undervisning og læring på flere måder, eksempelvis gennem hjælp i undervisningen, støtte til lærerne, praktiske opgaver på skolerne eller deltagelse i lokale projekter. Vi samarbejder med skoler, hvor der undervises på engelsk, og vi lægger vægt på, at dit ophold giver værdi både for dig og for eleverne og lærerne i Tanzania.
Det er vigtigt at understrege, at DTNU ikke har midler til at finansiere frivillige ophold. Som frivillig skal du derfor selv dække rejse, ophold og øvrige udgifter, eller søge støtte gennem fonde, institutioner eller private bidragsydere. Til gengæld hjælper vi gerne med at finde det rette sted og med at forberede dig på opholdet, hvis du ønsker at arbejde med undervisning i en længere periode.
Et frivilligt engagement giver et unikt indblik i tanzaniansk skolekultur, og mange af vores frivillige vender hjem med nye perspektiver, faglige erfaringer og stærke personlige oplevelser.
Lærerpraktikanter
Vi har gennem årene samarbejdet med læreruddannelser UCSyd om at sende lærerpraktikanter til skoler i Moshi. Praktikanterne underviser typisk på skoler, hvor der undervises på engelsk, og de bliver en aktiv del af skolens hverdag. De bidrager både fagligt og pædagogisk, og deres engagement giver ofte ny inspiration til undervisningen, både for de lokale lærere og elever.
Et praktikophold i Tanzania giver de studerende en enestående mulighed for at opleve en anden skolekultur, udvikle deres undervisningskompetencer og få et globalt perspektiv på læringsmiljøer og pædagogik. Samtidig får skolerne i Moshi glæde af praktikanternes energi, nye idéer og lyst til at gøre en forskel.
Foreningen har ikke økonomiske midler til at støtte praktikophold, så praktikanterne skal selv finansiere udgifterne eller søge støtte fra andre steder. Til gengæld hjælper vi gerne med kontakt til skoler, som har gode erfaringer med danske praktikanter.